FARMEN
Prinsen på den hvide hest
(cd, demo - selvudgivet, 2009)
Farmen har med "Prinsen på den hvide hest" bedrevet en ualmindeligt velskabt demo, og vejen til en pladekontrakt ser på alle måder ud til at være banet. Det kan kun være et spørgsmål om tid, inden bandet indtager Danmark både på plade og i radioen.
"Sadcore" er nok et ord, de fleste forbinder med 90'erne, hvor grupper som Spain og Codeine var det nye og omvæltende med deres fortættede, minimalistiske og blåtonede rocksange, og sandt at sige er det også længe siden, at i hvert fald Danmark er kommet med et overbevisende bud på noget, der kunne falde inden for dén genreramme. Indtil nu, hvor københavnske Farmen - næppe uden at have skelet til de nævnte navne, selvom man også stedvist mindes om f.eks. Calla, Nikolaj Nørlund og Klondyke - har bedrevet en ualmindeligt velskabt demo, der på alle planer kalder på en udgivelse nu og her. For ikke blot rummer den otte lange, men veldisponerede sange, der udnytter at minimum af toner og anslag til maksimal effekt. Produktionen, som hovedkraften Jesper Lemkuhl har foretaget sammen med veteranen Thomas Negarin, der også spiller med, er klar, organisk og udstyret med en knivskarp fornemmelse for selv den mindste resonans' store betydning for det samlede billede.
Teksterne til de otte sange er opstået i forbindelse med et ophold på Rigshospitalet, hvor Lemkuhl gennemgik en større selvransagelse, mens han prøvede at slippe ud af et solidt misbrug og redde resterne af sit ægteskab. En tilstand, der måske mest effektivt ridses op i den forstemmende "Prinsen på Den Hvide Hest", hvor linjerne:
"Ulven har taget fåreklæder på / Og fåret er håbløst klædt af og forslået / Jeg ved, du er ensom hjemme hos dig / Men jeg drikker vinen alene hos mig / Døden venter for enden af gangen / Og gangen er ulideligt trist og lang / Vores kærlighed ligger slidt og hullet / Jeg lader den ligge der skrøbelig på gulvet"
lægger op til den tænderskærende konklusion: "Spil mig en blues / Gud skal vide jeg trænger nu".
"Snehvid" er et tilbageblik på en tidligere lykketilstand, som forbitret får fortælleren til at konstatere, at "Du har røget det hele væk". Og sådan går det slag i slag ind i stoffernes og kærlighedens mørkeste kringelkroge, hvor der kun antydes et tilfredsstillende exit i "På Værft" - et blik ind i selve stuen på hospitalet, hvor hovedpersonen finder fred med sig selv og længes ud til familien. Men midt i den personlige overlevelseskamp er der dog også plads til at lange en arm ud mod højredrejningen, der bl.a. får disse ord med på vejen i "Heste, Grise, Køer og Får": ""Ulven passer på os / Det har vi selv bestemt" / Sagde fåret og skyndte sig hjem. / En lille, glad ko i nye, flade sko / Boblende lykkelig på vej til slagteri". Og selve nummeret "Farmen" er en slags trodsig, fanden-i-voldsk slagsang for orkestret selv: "Vi er Farmen / Vi er misbrug, sorg og bægerklang / Vi er nedtur og modgang / Vi er aldrig blevet til noget / Det er egentlig ret godt gået". Jo, som der konstateres i samme sang, er sort yndlingsfarven. Men det er en stilfuld sort farve, cd'en er klædt i - herligt befriet for klynk. Og sort er jo som bekendt også en tidløs kulør.
Instrumenteringen på pladen er meget enkel: Akustisk guitar, der næsten lader én høre lyden af selve træet, lidt elektrisk ditto, der vel at mærke kun bruges til husbehov, et vemodigt dryppende klaver og endelig et trommesæt, som meget af tiden nærmere bruges til at forstærke stemninger end sætte et slavisk tempo. Derfor er det måske så meget desto mere imponerende, at man holdes fanget fra de første tik på "Prinsen på Den Hvide Hest" til det tyste akustiske suk på "Lidt om Afslutninger". Men det sagte eskalerende titelnummer og "Ruiner", der farvelægges smukt af en traskende puls og en luftig kvindelig andenvokal, er, hvis man skal fremhæve noget frem for andet, et par gedigne ørehængere - også til det punkt, hvor det kunne få bandet i radioen. Og i den modsatte ende står "På Stranden" frem som et særdeles vellykket stemningsbillede komplet med susende bækken og ringlende klaveranslag.
Det korte af det lange er, at denne skive - modsat flertallet af demoer - ikke blot bugner af potentiale, men er der. Også på sigt, for materialet er blevet spillet nok her i husholdningen til at have bevist slidstyrken. Sådan forvandler man bogstaveligt talt noget lort til rent guld!
Steffen Baunbæk Pedersen, 10. mar
