cph-art artikel om farmen
Skrevet af Louise Kristensen, Ons, 08/12/2009 - 13:00 cph-art
Da jeg hørte Jesper Lehmkuhl projekt FARMEN (med bl.a. Thomas Negrain) første gang på Det Poetiske Bureau, var det med en blanding af dyb fascination af de smukke, melodiske sange og samtidig en isnende uhygge over den absolutte nådesløshed, hvormed Jesper beskrev sit misbrug, sit ophold på Riget og tiden derefter. Farmens album af samme navn beskriver kronologisk denne proces, og bærer den sjældne egenskab af en sanger, der fortæller om sig selv og sit indre liv, sin Weltschmerz – fuldstændig blottet for klynk!
Absolut ærlighed i den kreative proces…
Jeg mødes med Jesper i Det Poetiske Bureau til en samtale om tilblivelsen af hans debutalbum Farmen, og den proces der førte til dette yderst personlige værk. Jesper fortæller: ”Det var nogle intense skriverier omkring en kort periode, der var i mit hoved. Musikken kom efterfølgende. Jeg prøvede bare at være så ærlig som muligt. Jeg sad selv og tænkte over min tilværelse overe på Riget, hvad jeg var blevet til som menneske. Hvis det skulle give nogen mening ville jeg blive nødt til at være så ærlig som man kan være, uden at pynte på mig selv. Det skulle være noget andre kunne få noget ud af, og mig selv inklusiv. Du siger det virker skånselsløst, og det var det også. Det har det også været efterfølgende. Nu har jeg det meget på afstand, så nu er det kun, når jeg er ude og spille numrene, at de kommer tæt på igen, at de følelsesmæssigt går ind og rører mig. Jeg kan kigge på det udefra. Jeg har prøvet at være ærlig og skånselsløs og hård ved mig selv, for det har jeg altid været, og det er lykkedes meget godt på albummet.”
Mit indtryk har været, at der er et kronologisk forløb, som viser sig både på albummet, og når Jesper spiller live – et narrativt forløb. Det starter med en refleksion over sig selv og samfundet, fortæller om processen på Riget, den efterfølgende proces og ender med en selvrefleksion, en afstand over hele forløbet. Jesper fortæller: ”Der er en kronologisk historie over mit ægteskab og mit misbrug. Man kan sige at ”Prinsen på den hvide hest” tager udgangspunkt i mit ægteskab før, og hvordan mine digte var på det tidspunkt, så er der en kort introduktion til selve orkestret, og så derefter beskriver teksterne hvordan tingene falder sammen om ørerne på mig. Det er jo det der had man har til sig selv når man er misbruger. Og den smerte som man bærer rundt på, og som man kun kan bedøve ved at drikke sig fuldstændig ind i helvede. Jeg ved ikke hvor den kommer fra. Det er en gennemgribende utilfredshed med sig selv, som man prøver at kvæle på den måde, og det virker jo fordi man drikker sig sanseløst fuld, og så kan man så starte forfra lidt efter. Det var en hård tid. I særdeleshed overfor omgivelserne. Man er en løgner, der lyver overfor sig selv og alle andre for at dække sine egne umiddelbare behov, for at bedøve sin egen smerte, for at glemme sig selv, og i det spil er der ikke rigtig nogen samvittighed.”
…iblandet politisk satire
Indimellem refleksionerne om dig selv findes kommentarer på samfundsmæssige aspekter. I særdeleshed i den første sang, hvor der er linjer med ordlyd som” En statsministerfrue i vild parringsdans” og ”Ulven har taget fåreklæder på”, hvilket uundgåeligt leder tanken hen på forhenværende statsminister Anders Fogh. ”Hele måden det lykkedes højrefløjen at vinde magten i Danmark, det foregik på den måde. De har løjet konstant overfor fok i så mange år, at selve løgnen er blevet til sandhed her til lands. Da hele spin-apparatet gik i gang i midt halvfemserne og op til i dag, er der ikke rigtig nogen mere der siger hvad de mener, demokratiet har på den måde spillet fallit. Der er ikke mere noget med at gå op og stemme på nogen vi kan stole på. De har ikke nogen idealer og noget de kæmper for. Det er magten i sig selv, der er blevet interessant. Og jeg mener at de gjorde noget utroligt smart ved at hænge socialdemokratiet ud for at være utroværdige, og magtkorrumperede, og sig selv som uskyldsrene, når man i virkeligheden kan se i bakspejlet, så er det helt fra Farummodellen, som man får fremvist som noget af det mest eventyrlige og fantastiske, som så viser sig at være én lang række kriminelle handlinger. Ligesom et mikrokosmos for den større korruption. Jeg er ikke imponeret over at det ikke nemmere for folk at gennemskue hvad der er rigtigt og forkert. At der ikke er noget der ser det i historisk perspektiv mere!”
Et musikalsk kollektiv for fritænkere
Konstellationen ”Farmen” er en slags kreativt kollektiv, bestående af musikere, som alle tilslutter sig ideen om, at der må være et fristed for de, som ikke ønsker at tænke og være som hovedparten af samfundet, som ikke ønsker at tilpasse sig, men have lov til at være dem, de er. Navnet giver konnotationer til George Orwells ”Kammerat Napoleon” (eng: ”Animal Farm”) og Ken Keseys roman ”Gøgereden”. Det skorter ikke på hårde ord i sangen, men der er også en velkommenhed – trods tristheden er der et glimt af håb.
”Der er mange eksistenser, som ikke har lyst til at være med mere på denne her vogn. Der er mange spændende, kreative og tænkende mennesker, som gør at livet trods alt er positivt, og eventyr. Kunsten giver jo håb. Den giver fantasien frit løb. Uden kunst er der ingen menneskelighed. Der er kunst og kærlighed, som adskiller os fra dyrene. Der er ingen tvivl om at det har været vigtigt for alle mennesker, altid. Lige meget hvilken fløj man har været på er der altid blevet sat pris på kunsten.
Der er meget selvrefleksion på albummet, og det er også en måde at arbejde sig videre på med alt den selverkendelse. Jeg skulle først erkende hvor langt ude jeg var før jeg nåede til erkendelsen… jeg måtte træde ud af mig selv og finde ud af hvem jeg var og hvor jeg ville hen. Det har nok været en måde at hjælpe mig selv på – ikke bevidst, men måske har det i virkeligheden hjulpet efterfølgende at kunne kigge på teksterne… en måde at beskrive sig selv på, ikke altid charmerende, men da jeg kom ud var jeg jo afgiftet, og der skulle ske noget i en fart, og jeg samlede straks et hold til at få det indspillet så jeg havde noget at fokusere på, så jeg ikke fortsatte i samme spor en gang til. Thomas Negrain, som jeg har arbejdet sammen med, var meget begejstret for projektet, da han blev præsenteret for teksterne. Og alle jeg spurgte ville gerne være med i projektet, og det var alt sammen folk som jeg havde stor respekt for. Det var sådan en ja-oplevelse det hele. Vi havde ganske få øvere. Jeg delte nogle tekster ud, og nogle akkorder, og hver især fik lov til at kaste deres kreativitet ind i det, så det blev en meget levende proces. Det har været de nemmeste indspilninger jeg har været med til, folk var på, og fik selv lov til at være med i det.
Arven efter beatforfatterne
Jeg spørger Jesper til hans fascination af forfatteren Charles Bukowski, som i særdeleshed skrev om afhængighed, tømmermænd, kvinder og i høj grad også skildrede sig selv med – om end den var lidet charmerende – en ærlighed, der går helt ind til knoglerne. ”Han skriver fantastisk. Efter jeg begyndte at læse ham har jeg svært ved at læse andet. Han rammer noget helt utroligt. Er også skånselsløs overfor sig selv. Det tiltaler mig – han var også misbruger, jeg har meget nemt ved at følge med i hans måde at tænke på – han er muligvis ligeså ucharmerende som jeg selv er, et dumt svin i bund og grund… som får succes igennem hans egen ærlighed og selverkendelse. Han skrev også utrolig direkte, især senere i hans forfatterskab, hvor hver eneste linje står penslet ud. Tingene er ikke pakket ind. jeg kan godt lide det her hvor alt er skrællet væk. Det tiltaler mig. Kun den nøgne sandhed står tilbage. Det er lige til at tage ind.
Beatforfatterne er generelt interessante. Men jeg synes klart han er den dygtigste. I øjeblikket er jeg ved at lave et samarbejde med en tysk sangerinde, Andrea Schroeder, som har fået fat i beatforfatteren Charles Plymells digte om sit liv på beatforfatternes tid. Det har hun fået lov til at sætte musik til, så det sidder vi og arbejder med nede i München for tiden. Det glæder jeg mig til at folk skal til at høre på et tidspunkt. Hun skriver også selv digte, så det er lidt en blanding af hendes og af Plymells ting – det er meget inspirerende. Han skriver sateme også godt! Dostojevski står også som en af de største – han har en måde at få hver eneste sætning til at stå skarpt. Også Dan Turell. Der var også en overgang hvor jeg læste det meste af Erwin Neutsky-Wulff. Han er en interessant mand ud over det sædvanlige.”
Spil mig en blues
Et tema på albummet er blues..en som et symbol på forsøget på forløsning af den eksistentielle smerte. ”Spil mig en blues/Gud skal vide jeg trænger nu!”(Prinsen på den hvide hest) Bemærkelsesværdigt nok er der dog ikke megen selvmedlidenhed at spore på albummet. ”I bund og grund kan man ikke særlig meget med den selvmedlidenhed. Man kommer ingensteder hen, og ingen andre kan holde den ud. Man kan få den følelse, men prøve at lægge den på hylden. Man kan godt få den tanke at det er synd det gik så skidt, men i bund og grund er det vokset ud af en ungdom hvor alt var sjov og ballade, og der er ikke noget, det er synd for. Det er med årene at tingene er blevet anderledes. Det er sådan noget jeg bliver irriteret over. Der er alt for mange musikanter, der græder over deres meget mere overfladiske problemer. Det giver mere mening at være hård ved sig selv. Der er ingen grund til at have ondt af sig selv. Det har hjulpet meget at skrive, og i dag har jeg det væsentlig bedre. Og den næste plade sammen med Farmen prøver vi noget andet af, går et andet sted hen. I det næste Farmen-projekt prøver vi at skære musikalsk ind til benet, og prøve at arbejde med færre virkemidler. Det bliver nok lidt mere som når vi er ude og spille.”
”Heste, grise, køer og får” af Jesper Lehmkuhl:
Ulven passer på os
Det har vi selv bestemt
Sagde fåret og skyndte sig hjem
En lille glad ko i nye flade sko
Boblende lykkelig på vej til slagteri
Når folket bræger som køer
Og lysten til kærlighed dør
Når svinene larmer
Og køterne glammer
Når ulven vogter hver en dør
Når sandheden kryber i skjul
Og alting lyder lidt hult
Lille glade gris
Pas på kniven, den er spids
Du grynter helt tilfreds
Men de har hjerter af is
Væggene driver af kedsomhed
Sjælen er syg af elendighed
Jeg brækker mig lidt
Og drikker mig ned
Og venter på rusens velsignede fred
Den bleggule måne den skinner ned
Og griner lidt dumt af min ensomhed
Jeg pudser min sorte samvittighed
Ser den mit fald?
Så den jeg gled?
http://www.cph-art.dk/content/Jesper-Lehmkul
